De sidste tre måneder har tusindvis demonstreret i Irans gader. Mahsa Aminis død blev dråben, der fik bægret til at flyde over. Befolkningen ønsker et opgør med præstestyret. Deres budskab giver genklang herhjemme. Her demonstrerer Misha Sebastiansen mod et styre, hun selv har følt sig undertrykt af.

Af Emilie Gammelgård Jørgensen

Temperaturen er under frysepunktet, og brostenene foran Christiansborg er glatte af falden sne. Alligevel har mange trodset vinteren for at møde op til dagens demonstration. Der er mennesker og fakkellys, så langt øjet rækker.

Her, midt i menneskemængden, omringet af demonstranter, står Misha. En sort dunjakke og forede støvler skærmer hende mod kulden. Lyset fra faklerne giver genskin i hendes sorte hår. Rundt om hende svajer iranske flag i vinden, mens demonstranterne råber samme slagord, som står printet på det iranske flag, der pryder en lille scene: ”Kvinde, Liv, Frihed”.

Mishas stemme høres tydeligt i koret. Det er dét budskab, hun og de mange fremmødte kæmper for: Frihed til de mange iranere, der ønsker et opgør med et undertrykkende system. 

Et distanceret forhold

Misha Sebastiansen er 25 år gammel. Hun læser til socialrådgiver i København, hvor hun bor med sin kæreste.

Dagens demonstration er langt fra Mishas første. Den er dog noget særligt – det skyldes Mishas iranske rødder. Hun er ikke født i Iran, men hendes mor boede der, til hun var 16 år gammel. I 1987 flygtede familien fra krig og præstestyre i Iran til Danmark.

Selv har Misha boet et år i Iran og været på flere rejser til landet. Dog ikke de sidste tretten år. Det ønsker hun ikke med det nuværende styre ved magten. Hun har flere ubehagelige oplevelser med det, hun beskriver som en systematisk undertrykkelse af kvinder i Iran:

”Jeg vil ikke tilbage til Iran. Jeg har ikke lyst til at være tvunget til at gå tildækket eller opføre mig på en bestemt måde. Jeg har også ubevidst distanceret mig fra landet. Det er sket efter mit år i Iran.”

Mødet med et undertrykkende styre

Misha tilbragte som syvårig et år på en pigeskole i Iran. Hendes mor ønskede, at hun skulle lære den iranske kultur at kende. Misha husker de første uger som spændende:

”Vi skulle gå med uniformer. Det mindede om det, jeg havde set i amerikanske film. Uniformerne var lilla – min yndlingsfarve. Så jeg var helt oppe at køre.”

Der gik dog ikke længe, før Misha indså, at Iran ikke var det, hun havde forestillet sig:

”Jeg havde et poleret billede af Iran. Det var spændende og nyt de første uger – men så gik der hverdag i det, og det gik op for mig, at jeg ikke var glad for at bo og gå i skole der.”

Når Misha tænker på sit år i Iran og mødet med det iranske styre, er det særligt én oplevelse, hun vender tilbage til:

”Vi havde haft idræt den dag – det eneste fag, hvor vi ikke skulle have uniformer på. Undervejs gik jeg op mod klassen, fordi jeg havde glemt noget. Jeg havde stadig idrætstøj på. Min trøje var måske for lille, for man kunne se lidt af min mave. Jeg støder på en lærer, og før jeg ved af det, står jeg på skolens kontor, og de ringer til min mor. De vil have, at hun henter mig. Jeg kan ikke være på skolen, når jeg går klædt som en luder.”

Ifølge Misha er denne oplevelse et godt indblik i, hvordan hun oplevede Iran – et samfund, hvor der var meget klare regler og forventninger til, hvad borgerne, særligt kvinderne, måtte og ikke måtte:

”Jeg oplevede på egen krop at blive frataget rettigheder, fordi jeg var født kvinde og ikke mand – det var ikke rart. Det er derfor, de demonstrerer i Iran. De har fået nok. Det vil jeg gerne bakke op om.”

Dansk indsats for forandringer

Salar Saroneh, medstifter af den nyopstartede organisation Voice of Iran, forklarer situationen i Iran på samme måde:

”I al sin kompleksitet er det ret enkelt. 80 millioner mennesker har været undertrykt – og nu har de rejst sig mod styret.”

Voice of Irans mission er at forstærke det, der foregår i Iran, ved at agere talerør for de iranske stemmer i Danmark. Det gør de blandt andet ved at organisere demonstrationer som dagens. Saroneh oplever dansk interessere for emnet:

”Vi oplever stor interesse for det, der foregår i Iran. Selvom pressen ikke dækker det nok, har danskerne hørt om det – og de fleste har en holdning til det. Vi ser helt almindelige danskere til demonstrationerne. Jeg tror, det er emner, mange kan forholde sig til – frihed og kvinderettigheder.”

For Voice of Iran er et fokus i Danmark også nødvendigt – både for politikere og den enkelte borger:

”Voice of Iran vil gerne påvirke danske beslutningstagere, når skal der træffes omkring Iran – vi vil gerne have iranernes stemme med i debatten. Det er vigtigt, vi gør noget i Danmark. De beslutninger, Danmark og EU træffer, er afgørende. Kan vi som borgere påvirke dem, bør vi gøre det. Den mulighed har borgerne i Iran ikke – de risikerer livet ved at gå på gaden.”

Lille indsats – stor betydning

”Det er koldt, ikke?”

Det sner på Christiansborg Slotsplads. Hvide fnug lægger sig fint i Mishas mørke hår, hvor de danner skarp kontrast. Frivillige fra Amnesty deler fakler ud, der tændes én efter én. Ilden varmer i det kolde snevejr, mens pladsen langsomt oplyses. Demonstranterne kommer med tilråb, mens de afventer demonstrationens begyndelse. Mange tramper for at holde varmen, men lader sig ikke udslukke af kulden. For Misha er netop dét vigtigt – at man ofrer lidt for at støtte dem, der ofrer meget i Iran:

”Det er farligt at demonstrere i Iran. Du demonstrerer, men prisen er dit liv. Det er forfærdeligt. Min bedstemor har en niece i Iran. Hun demonstrerede i starten, men ikke længere. Hun vil gerne, men tør ikke. Flere af hendes venner er blevet arresteret.”

Misha ser dagens demonstration som en pligt – det er vigtigt for hende at møde op og gøre det, hun kan:

”Det ligger mig nært – det handler jo om en del af mig, selvom jeg ikke har dyrket den så meget. Jeg har haft privilegier i Danmark, der har gjort det muligt at se bort fra den del af mig. Derfor er det vigtigt for mig at gøre alt, jeg kan – at bruge de privilegier til at gøre en forskel, når dem i Iran ikke har de muligheder. Jeg risikerer meget mindre – og det giver mig styrke.”

Demonstrationer hjælper pårørende

Ifølge psykolog og Senior Child Protection Advisor ved Red Barnet, Anne-Sophie Dybdahl, der arbejder med familier ramt af situationer som den i Iran, kan demonstrationer give pårørende og folk med tilhørsforhold mulighed for at tage kontrol i en ellers hjælpeløs situation:

“Demonstrationer kan hjælpe dem, der føler sig lammede. Man er bekymret og følger den eskalerende situation i Iran i fjernsynet. Det kan skabe frygt – og oveni bliver man ekstra bekymret, fordi man ikke kan kontrollere det.”

Denne mangel på kontrol kan give en følelse af magtesløshed:

“Indenfor psykologien arbejder vi med indre og ydre kontrol og hvor meget, vi kan kontrollere det, der sker for os. I en situation som den i Iran, kan der være indre uro, angst og vrede, fordi familie og venner står i en farlig situation, og der sker ting i det land, man har rødder i. Men i den ydre verden er man bosat i et fredeligt, demokratisk land. Man er ikke selv i fare, men man kan ikke gøre noget for dem i Iran. Den ubalance kan være svær at spænde over, og kan give skyldfølelse og uro.

Med demonstrationer kan man handle og føle, at man gør noget aktivt:

”Det giver kontrollen igen. Samtidig giver demonstrationerne et fællesskab. Man møder mennesker i samme situation, som man kan identificere sig med.”

Spinkelt håb for fremtiden

Demonstrationen er næsten slut. Der er stadig lys på inde Christiansborg hos de politikere, hvis opmærksomhed Misha og de andre fremmødte prøver at fange. Wafande, dagens sidste indslag, spiller et akustisk nummer. På pladsen synger demonstranterne med, mens skilte og bannere svajer i takt til musikken. Misha smiler, mens hun synger med. Hendes fakkel er næsten udbrændt. Hun er godt tilfreds:

”Jeg er overrasket over, hvor mange, der mødte op. Det rører mig. For mig er det et brud på basale menneskerettigheder, at kvinder ikke kan bestemme over egen krop og eget liv. Det var dejligt at gøre en forskel og sætte lys på situationen i Iran for dem, der ikke har muligheden for det.”

Det er dog med blandede følelser, at Misha går fra demonstrationen:

”Jeg bliver også ked af, at demonstrationerne har stået på i tre måneder, uden at der er sket noget.”

Adspurgt om fremtiden svarer Misha, at hun håber på systemændringer. Hun håber, at præstestyret væltes, men tør ikke tro på det:”Min bedstemors niece fortæller, at der er tale om en revolution i Iran – men vi har før set demonstrationer uden systemændringer. Jeg håber virkelig på ændringer, men frygter, det dør ud, fordi styret får skræmt folk til tavshed ved at straffe og slå så mange ihjel. Jeg prøver at være optimistisk – og gør jeg, hvad jeg kan for at gøre en forskel.”

Mærk stemningen til demonstrationen her